Cala Castell til Roses

2/5 – 8/5 

Efter en stille og rolig nat, kun med lidt indkommen dønning, vågnede vi op til en lidt trist dag. Det støvregnede det meste af formiddagen, så vi fik tiden til at gå med en gang rengøring nede om læ. Det var også tiltrængt da vi havde forsømt rengøringen de sidste par uger. Når tiden går med oplevelser synes man ikke at man også skal bruge tid på dagligdagsfornødenheder som rengøring. Heldigvis regnede det kun ganske lidt og over middag kunne vi puste gummibåden op så vi kunne komme i land og opleve området. Vi havde fundet en hike langs med kysten som ikke var så lang, så den tog vi. Første stop var ved ruinerne af en iberisk landsby Poblat iberic de Castell. Desværre var det ikke muligt at komme helt tæt på dem, da det var spærret af på grund af for for stenskred. Ærgeligt at det ikke bliver bevaret noget bedre men udsigten herfra er fantastisk.

 

Ærgeligt at det ikke bliver bevaret noget bedre men udsigten herfra er fantastisk. Vi fortsatte langs med kysten, stien var let at følge og der var en helt utrolig udsigt over diverse calaer med klart turkisfarvet vand. Midtvejs kom vi hen til en udkigsplatform – Mirador Punta de Canyers – hvor der igen var en flot udsigt over Middelhavet og dens klippekyst her på Costa Brava. Det var en tur som var lidt hård da stien gik både og og ned på klipperne, så da vi kom retur til stranden og gummibåden var vi lidt trætte i benene. Igen en aften hvor vi lå helt alene i bugten med næsten ingen vind, den løjede helt sidst på aftenen, og igen kun lidt indkomne dønninger.

Tirsdag tog vi igen gummibåden ind til land, da vi ville gå endnu en hike i området. Denne gang skulle turen gå ind i landet, og turen ville være ca. 8,5 km. Denne gang gik turen gennem skov og rundt om et par bjerghøje på hhv 123m og 133m over havet. Det var faktisk lidt rart at gå i en skov og ikke ude ved kysten. Her var høje nåletræer som duftede som en dansk skov.

Vi kom også forbi enkelte vinmarker der var omringet af meget gamle korktræer. Vi tror nok at det måske kunne være korkeg. De var ihvertfald meget gamle og meget kroget. De nærmest stod som troldesilhuetter.

Undervejs mødte vi også lige en slange som lå og nød solen. Efter at have siddet model et stykke tid på Peter blev den træt af dette og kravlede op i et træ. Desværre for den var træet ikke helt stærk nok til at klare dens vægt, så den var lige ved at falde ned. Den klarede dog skærerne og kom i sikkerhed.

På vejen tilbage mødte vi en hollandsk familie som ikke rigtig kunne finde den rigtige sti gennem skoven, så det endte med at de fulgtes med os hen til stranden hvor vi lå.

Onsdag stod vi tidlig op da vejrudsigten lovede en del blæsevejr, så vi ville gerne ankomme til Roses inden det blæste op. Der var en flot solopgang over øerne Illes Formigues. Det var en flot tur op langs kysten med høje klipper og en del huler, dog for motor da vinden udeblev. Det begyndte først at blæse op ca. 30 min før vi skulle ind i havnen.

Vi fik kaldt havnen og blev bedt om at ligge til ved dieselkajen. Her skulle vi vente på at havnepersonalet kom og anviste os en plads. De var vældig flinke med at hjælpe os på plads. Vi valgte at betale for 5 dage da vejret de næste mange dage vil blive meget blæsende, så vi skal ikke ud og sejle i det. Vi så at der lidt længere inde af broen lå en anden dansk båd, Toodloo, med Solveig og Flemming ombord. De var på vej hjem efter 15 års sejlads i Middelhavet. De skal også gennem kanalerne hjem.

Torsdag, fredag og lørdag lavede vi ikke så meget da det blæste næsten konstant mellem 15-20 m/s, så vi opholdt os meget ombord. Lige ved havnen lå der en bådudstyrsbutik ejet af 2 ældre damer. Butikken var under ophørsudsalg, så der var en del at spare. Så vi fik købt et par nye kuglefendere, en ny fender da endnu en var punkteret, noget fendertov og endelig nyt skødetov til storsejlet. Det skal dog først skiftes når vi kommer retur til Aalborg. Peter fik også lavet vores fenderbrædder, så de er klar når vi skal bruge dem i de franske sluser. Der blev også tid til en enkelt vask af tøj og det sædvanlige indkøb. Vi var også sammen med Solveig og Flemming et par gange hvor vi fik udvekslet tips og ideer til kanalsejladsen, og andre sørøverhistorier. De skulle også hilse os fra Pia og Bruno da de havde ligget i Valencia (vinterhavn) med dem. Peter fik også sendt en mail afsted til Naval Service i Port Saint-Louis hvor vi forhåbentlig kan få vores master lagt på dækket så vi kan blive klar til kanalsejlads.

Søndag havde vinden endelig lagt sig så det var til at komme udenfor båden. Vejret var godt og varmt, så vi gik en hen langs med strandpromenaden. Her var der nogen som havde bygget et meget stort og flot sandslot.

Herefter gik vi en tur op til Museu de la Ciutadella de Roses. Det er et meget stort historisk område helt tilbage til tiden hvor grækerne havde anlagt en koloni på grund af den strategiske placering ved Middelhavet. Netop på grund af denne placering har området været under utallige belejringer og angreb. Over et område på 139.000m2 er der udgravninger af den græske koloni, den romerske koloni, det romerske kloster af Santa Maria og den gamle middelalderby Roses inden for en meget stor bymur. Det var et rigtigt spændende område hvor vi tilbragte et par timer. Det er på Unescos Verdensarvsliste.

Herfra gik vi en tur ind til byen for at få lidt at spise. Vi endte på en rigtig hyggelig argentinsk restaurant hvor vi fik en let frokost. Herefter gik vi ud til Castell de la Trinitat, som var en stor fæstning der lå oppe på en bjerghøj med en rigtig god udsigt over bugten og over byen. Desværre kom vi lige til lukketid så vi nåede ikke at komme ind på selve museet. Vi gik langs vandet tilbage til båden. Vejen derop havde vi gået langs med vejen op ad bjerget, en lidt hård tur i varmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *