Strijensas – Vemming Bund (Sønderborg for anker)

27/6 – 3/7 

Mandag stod igen i bådarbejde, da vi skulle have sat sejlene på og monteret de sidste ting så vi igen er klar til at være en sejlbåd. Der blev også lige tid til at få vasket noget tøj så vi ikke har så meget når vi kommer hjem. Aftensmaden valgte vi at tage på restauranten i sejlklubben.

Tirsdag sejlede vi fra Strijensas lidt i 10 og ville egentlig have sejlet helt ud til Stellendam hvor vi skulle sluse ud i Nordsøen. Desværre missede vi åbningen af Haringsvliet-broen kl. 11.00 med 10 min, og det viste sig at næste åbning først var kl. 19.00 om aftenen. Så hvad skulle vi så gøre. Vi valgte at ligge os ind i den lille havn Numansdorp. Vi aftalte med havnefogden at vi kun skulle betale 10€ for den halve dag vi lå der, så det var vi godt tilfredse med. Peter valgte at vaske båden og fylde vand på mens vi nu lå her og ventede på at klokken skulle blive 18.00.

Jeg tog cyklen og cyklede ind til den lille by for lige at få handlet ind til de næste par dage. Måtte lige en ekstra tur ind til købmanden da vi havde glemt noget, men det gjorde ikke så meget når man kan tage sin cykel. Det var kun en lille tur på ca. 20 min. Vi nåede også lige at få et bad inden vi sejlede igen. Kl. 19.00 kom vi igennem broen og kunne nu fortsætte hen til Stellendam. Havde håbet at vi kunne tanke diesel ved ankomst men der var lukket så det må vente til i morgen tidlig. På vejen ind til Stellendam havde vi set nogle bøjer, som man kunne fortøje til, og da der var et par stykker ledige valgte vi at tage en af dem i stedet for at bruge vores anker.

Onsdag lagde vi os til ved dieselstanderen kl. 08.30 og fik efter lidt ventetid endelig fyldt diesel på. Man kunne ikke betale med kort ved standeren, så vi kunne ikke fylde mere på end hvad vi kunne betale i kontanter, men da Peter skulle betale fik vi at vide at vi bare kunne gå op i receptionen hvor de tog kort. Havde han dog bare fået det at vide lidt før, så kunne vi have fyldt tanken helt op. Vi fik dog nok på så vi godt kan klare os for motor op til Cuxhaven. Kl. 09.50 sejlede vi ind i Goereesesluis og efter ca. 20 min kunne vi sejle ud igen uden at have sluset særlig meget.

Efter en lidt lang tur ud i Nordsøen fra det lave vadehavsområde kunne vi endelige sætte sejl selvom det blev en kort fornøjelse. 2 timers sejlads for sejl det første døgn ellers var resten af døgnet for motor, først fordi der var svag vind og sidenhen fordi vi fik modvind. Da vi passerede indsejlingerne til henholdsvis Rotterdam og Amsterdam var der en del trafik vi skulle passere. Så er det godt at man har en AIS transiever ombord så man kan se hvor hurtig de sejler og om de vil passere en foran eller bagved. Kørte igen 6 timers vagter fra kl. 20.00 til 08.00

Torsdag var igen en dag for motor. Efter en stille og rolig nat med meget lidt trafik gik det stille og roligt nordpå. Det var en dag hvor der ikke skete så meget, men det skulle ændre sig om eftermiddagen. Her opdagede Peter at vores vandpumpe kørte men der kom ingen vand ud af hanerne. Det viste sig at den havde skudt en slange af, da den ikke kunne komme af med trykket, hvilket medførte at vi havde ca. 300l ferskvand i bunden af båden. På grund af et problem med microswitchen i pumpen skal den tændes og slukkes på el-panelet, og det havde vi glemt i løbet at dagen. Vi fik pumpet vandet ud og fik tørret det meste op under motoren uden at der var sket noget med den. Har stadig ca. 100l i reserve, da vi altid har lukket for den ene tank og som kun åbnes når de 2 andre er løbet tør. Venter med at skifte pumpen til vi kommer til Cuxhaven. Vinden øgedes lidt så vi forsøgte at rulle genuaen ud, men desværre var vinden næsten lige i snuden, så den måtte rulles ind igen. Ved midnat blev jeg vækket at Peter da han skulle have hjælp til at bjærge mesanen, da vi var kommet ind i en gang tordenvejr med megen vind. Mesanen blev bjærget så alt var godt igen ombord selvom det blæste meget. Da der kun var ca. 4 timer til vi ankom Cuxhaven valgte Peter at blive oppe og jeg kunne sove videre. Kl. 03.50 blev jeg vækket igen da vi var klar til at anløbe lystbådehavnen. Vi kom ind i havnen og fandt en ledig plads hvorefter vi gik i seng igen.

Fredag var første punkt på dagsordenen at få skiftet vandpumpen. Vi har stadig den gamle ombord, så den blev monteret og vi fik fyldt vandtankene op igen så vi har vand til resten af turen. Nu skal vi så bare huske at slukke for vandpumpen når vi er færdig med at bruge den. Om eftermiddagen gik vi en tur op i byen for at se hvad de kunne tilbyde. Vi har efterhånden været her et par gange men har egentlig aldrig set selve byen men bare brugt havnen som et transitsted.

Der er nu heller ikke så meget at se men det var rart lige at få rørt benene igen efter 2 døgn til søs. Fandt en lille hyggelig restaurant/grillbar hvor Peter fik en currywurst og jeg en schnitzel. På vejen retur til båden fik vi lige handlet ind til de næste par dage.

Lørdag var der afgang fra Cuxhaven ved middagstid, så vi havde medstrøm ind af Elben. Først skulle vi dog lige tanke diesel, og heldigvis tog de mod betalingskort lige ved standeren. Herefter gik det stille og roligt ind ad Elben mod Brunsbüttel.

Da vi ankom til slusen var der næsten 1 times ventetid inden alle os lystbåde kunne få lov til at sluse igennem. Herefter gik det stille og roligt gennem Kielerkanalen. Der var en del erhvervstrafik som skulle passere os samt en del lystbåde.

Ved 19-tiden kunne vi lægge til for natten ved Giselau Sluse. Her kan man ligge gratis så det var noget vi kunne lide. Efter aftensmaden gik vi lige en lille tur rundt om sluseanlægget.

Søndag var en lidt træls dag. Vi stod tidlig op, kl. 03.55, da vi havde læst at på grund af renoveringsarbejde på den gamle sluse, ville de kun lukke lystbåde igennem 2 gange om dage, om morgenen og om eftermiddagen, så ved en tidlig ankomst til Holtenau håbede vi på at komme igennem først på formiddagen. Sådan skulle det så ikke gå. 2 gange undervejs oplevede vi at få 3 røde lys, som betyder at al trafik på kanalen skal stoppe inklusiv erhvervstrafikken. Det gør de for at de store skibe kan passere hinanden og for at få trafikken spredt ud over hele kanalens længde. Ved sidste stop gav det næsten en hel trafikprop i kanalen, men der var vi også meget tæt på sluseanlægget i Holtenau.

Vi fik krydset kanalen lige inden slusen, da lystbåde skal ligge til i bagbord side hvor betalingsautomaten er så man kan få betalt inden man sluser ud af kanalen, og så vente på at det bliver tid for lystbåde til at komme ind i slusen. Vi måtte vente i ca. 3,5 time inden de lod lystbåde komme igennem, vi ankom kl. 09.30 og kom ind i slusen kl. 13.00, så vi havde ikke behøvet at stå så tidlig op. Nå men vi kom endelig igennem og kunne nu sejle mod Sønderborg. Da vi sejlede over grænsen mellem Tyskland og Danmark var det lidt mærkeligt at tage gæsteflaget ned. Nu havde vi jo haft et flag oppe under styrborg sallingshorn i over 2 år.

Da vi nærmede os Sønderborg kom vi i tanke om at 3. etape af Tour de France skulle slutte i Sønderborg, så vi valgte at ligge for anker i Vemming Bund istedet for at gå i havn. Vi fandt en ledig turbøje som vi fortøjrede til og havde en dejlig rolig aften og nat i denne hyggelig bugt. Det var heller ikke muligt at komme igennem broen i Sønderborg da den var lukket hele dagen pga Tour de France.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *