Roses til Avignon

9/5 – 15/5 

Inden afgang skulle Peter lige op og betale for havnelejen for de 5 dage vi nu har ligget her, og mens han gjorde det, gik jeg op i byen for at bytte vores gasflaske. På Ibiza havde vi fået en lokal spansk gasflaske og ikke en Camping gaz. Da vi havde læst at der nogen steder på de franske kanaler kunne være lidt besværligt at få byttet en ukurant gasflaske, ville vi lige bytte den til en Camping gaz, da de kan byttes over hele verdenen. Det var til dato den billigste gasflaske vi endnu har byttet, kun 17,90 euro i forhold til de 31 euro på Ibiza. Tilbage på båden fik Peter lige sat gasflasken til, og så var vi klar til afgang.

   

Lige efter afgang fra Roses så vi på Marinetraffic at Pia og Bruno var på vej til Roses. Vi prøvede at kalde dem på VHF, og de kunne godt høre os. Så vi fik lige en lille sludder, det var hyggeligt. Mens jeg talte med Pia var vi ved at blive sejlet ned af en lille fiskekutter som pludselig ændrede kursen direkte mod os, så Peter måtte lige trykke gashåndtaget i bund for at undgå kollission. Sådan en idiot, da han havde vigepligten. Nå men det gik jo heldigvis godt.

I dag kl. 13,30 krydsede vi grænsen til Frankrig, og kunne for første gang i ca. 8 måneder sætte et nyt gæsteflag, nemlig det franske, Det spanske flag var også ved at være noget falmet, da det har siddet i masten siden vi ankom til Spanien i september sidste år.

Hele turen op til Canet-en-Roussillon var for motor da vinden var ikke eksisterende. Vi kaldte havnen ved ankomst og blev henvist til dieselkajen indtil marineroen kom og viste os på plads ved gæstekajen. Efter vi var kommet på plads gik vi lige op til den nærmeste købmand for lige at få handlet lidt ind, da vi sejler over Lyon-bugten i morgen.

     

Tirsdag var vi tidlig oppe, da vi havde lidt travlt. Den eneste grund til at vi anløb Canet-en-Roussillon var at der lå en tømmerhandel/byggemarked i kort afstand fra havnen, da vi skulle have købt noget tømmer så vi kan få lavet bukkene som masten skal ligge på når de skal på dækket. Desværre havde de ikke den dimension som Peter helst ville have haft, så vi måtte købe en noget tykkere dimension. Vi fik 4 lægter af 3 meter bundet fast på vores lille foldecykel, og så var vi klar til at gå tilbage til båden. Manden som udleverede træet til os, var noget overrasket over at vi skulle have dem på en cykel og ikke i en bil, men vi fik en thumps-up af ham da vi gik derfra.

Tilbage på båden gik Peter i gang med at save dem til. Han havde købt en billig stiksav som lige med nød og næppe kunne save sig igennem de tykke lægter. Det blev måske ikke så pænt, men det kunne godt gå an. Imens han gjorde dette, var jeg oppe og afregne, så vi skulle være færdige med dette projekt inden kl. 12 da vi ellers ville komme til at betale for endnu en nat, og det ville vi helst undgå. Jeg fik også ringet til Naval Service i Port Saint-Louis, da vi ikke havde hørt fra dem, og de havde heldigvis tid til at tage vores master af på fredag kl. 09.00. Kl. 11.50 sejlede vi fra havnen, så vi nåede det lige.

De første par timer var for motor da der ingen vind var. Ved 14-tiden kunne vi slukke for motoren og rulle genuaen ud. Satte selvstyren til at styre 60 grader til vinden, så er det mest behageligt når vinden er foran for tværs. Ved 15.30-tiden rebede vi storsejlet ned til 2.reb, da vinden var øget og fordi vi ikke ville sejle for hurtigt så vi ville ankomme mens det stadig var mørkt. Selvom vi rebede ned kunne vi holde en fart på mellem 4-5 knob, så det gik rigtig godt. Selvfølgelig kunne dette ikke blive ved, og kl. 01.20 måtte Peter bide i det sure æble og tænde for motoren og rulle genuaen ind. Resten af turen gik for motor da vinden næste var helt forsvundet.

Kl. 07.30 måtte jeg vække Peter da vi nærmede os Gulf de Fos hvor der lå en del store tankskibe for anker, så jeg var lidt usikker på hvor jeg skulle styre hen. Kl. 08.00 kunne vi slukke for motoren og rulle genuaen ud igen og så sejle det sidste stykke ind til ankerbugten for sejl. Kl. 10.00 kastede vi anker og nød en formiddagskaffe/the inden vi skulle i gang med at gøre klar til få masterne af. I løbet af dagen fik vi taget Mesan- og storsejlet ned, pillet bommene af og fik dem lagt på dækket.

Torsdag morgen inden vi sejlede det sidste stykke ind til Port Saint-Louis fik vi taget genuaen ned, pillet radaren ned og fik bundet vindgeneratoren fast så den ikke bare drejer uhæmmet rundt når vi kobler ledningerne fra.

Vi var så heldige at få den sidste ledige plads i marinaen. Mens Peter arbejdede med klargøring af masterne gik jeg lige til købmanden for at få handlet ind til aften. Her i byen ligger købmanden lige overfor havnen så der er ikke så langt at gå. Da jeg kom tilbage var han næste færdig med at ledningerne, og skulle bare lige have lidt hjælp med at få dem gennem gennemføringerne. Gik også lige en tur ud til udstyrsbutikken i Port Napoleon, som ligger lidt væk fra hvor vi ligger, da vi mangler en kortbog over Rhônen og en af de andre kanaler vi skal på. De havde 2 af dem som vi skal bruge, så må vi håbe at vi kan finde den vi mangler undervejs. Vi fik også købt lidt andre småting som vi manglede, så det var en god tur derud. Sidste på eftermiddagen kunne vi holde fyraften og slappe af indtil i morgen tidlig. Der blev dog lige tid til at fejre St. Bededag med varme hveder.

Fredag morgen ankom vi til Naval Service ca. kl. 08.30 selvom vi først havde tid kl. 09.00, og kl. 08,45 var de klar til at tage vores master af, og kl. 09.00 lå begge master på bukke, og skulle afrigges. Da masterne nu var kommet af kunne Peter gå i gang med at lave bukkene som de skal ligge på. Han kunne ikke lave dem i forvejen da han skulle bruge røstjernene til at fastgøre bukkene på, så masterne skulle af inden. Heldigvis passede hans forarbejde bare på en prik, så inden for 1 time, så var begge bukke lavet og fastgjort til dækket. Nu kunne vi så gå i gang med at afrigge masterne for det sidst, dvs. skrue VHF antenne af, da den lige skal monteres et andet sted. Tage sallingshornene af, vingerne af vindgeneratoren og binde alle vanter ind til masten så ingen ligger løst. Alt dette blev gjort inden kl. 11.15, da de gerne ville have lagt masterne på vores dæk inden kl. 11.30. Kl. 12.00 sejlede vi fra Naval Service med 2 master og en rullegenua lagt på dækket. Hurtig og professionelt arbejde af dem til kun 100 euro. Tilbage i havnen fik vi sat monteret VHF antenne, sat gæsteflaget fast på den forreste buk etc. Vi ville egentlig også have tanket diesel men vi orkede det ikke. Vi besluttede at blive endnu en dag, for at det ikke skulle blive alt for stresset med oprydning og færdiggørelse. Det kunne heldigvis lade sig gøre, så nu kan vi tage den lidt mere med ro.

Lørdag fik vi lavet det sidste på masterne, fik hentet diesel på tankstationen lige ved havnen. Det blev gjort ved at Peter cyklede derover, fyldte vores 30 liters dunk, kom tilbage til båden hvor dunken blev fyldt i tanken, og så tilbage for at fylde dunken endnu engang. Han måtte afsted 3 gange i alt, men så er tanken også fyldt helt op og der er en dunk på dækket med 30 liter, så vi har noget i reserve.

Vi fik også handlet ind til de næste par dage så vi ikke skal bruge så meget tid på dette. Gik også lige over til slusen for at være helt sikre på hvornår den åbner, så vi er klar i morgen tidlig. Mødte Solveig og Flemming fra Toodloo på vej over til slusen. De kunne ikke få en plads i Port Saint-Louis Marina, men hos Naval Service kunne de få en plads på land, og da de alligevel skal tilbage til Danmark i en månedstid inden de begynder på kanalerne, valgte de at komme på land. Efter besøget ved slusen gik vi en tur op i byen, der var dog ikke ret meget at se, så vi gik retur til båden, fik handlet det sidste, og ville så lige op i bad og få afleveret adgangskortet. Peter lukkede mig ind i bygningen mens han gik over til havnekontoret. Det havde de så lige lukket en halv time før lukketid, men heldigvis stod kontorpersonalet udenfor og snakkede, så hun måtte så lige lukke op igen så vi kunne få vores 30 euro vi havde betalt i depositum. Jeg fik lukket Peter ind i bygningen, vi fik taget vores bad og så kunne vi tage retur til båden.

Søndag morgen skulle vi tidlig op, da vi skulle igennem slusen kl. 08.45. Vi fik kaldt slusen, broen gik op og vi kunne sejle ind i slusen. Slusevagten kunne heldigvis forstå mit meget gamle skolefransk, og så kunne han også tale engelsk. Kludrede lidt med fortøjningen inden vi fik den fastgjort. Skal nok nå at få det lært på turen.

Her på Rhône-floden er det ingen sag at sluse op, da de er udstyret med flydepullerter som følger automatisk med op når vandet stiger i slusen. Det gør det meget nemmere når man skal sluse over 10 meter hvergang. Vi slusede ikke ret meget, og hvis vi flyttede os overhovedet var det nedad. Vi var nu klar til at sejle op af Rhône-floden. Det gik stille og roligt. Det var jo bare at følge floden så helt galt kunne det jo ikke gå.

Ved 15-tiden kom vi til næste sluse. Fik kaldt vagten og fik at vide at vi skulle vente i ca. 1 time, da der lige var en del erhvervsskibe der skulle igennem først. Der gik dog nærmere 1,5 time inden det blev vores tur. Her skulle vi sluse ca. 11-12 meter. Der er meget langt op når man ligger som en lille båd alene i det store slusekammer som er ca. 200 m lang. Men det gik stille og roligt uden for meget turbulens når vandet blev lukket ind i kammeret. Selve slusningen tog ca. 20 min, og så var vi klar til at sejle videre mod Avignon som bliver først stop da der ikke er andre havne hvor vi kan ligge.

Vi ville gerne have besøgt Arles på vejen, men der var ingen muligheder for at lægge til, så vi måtte hele vejen til Avignon.

Lidt billeder fra Arles da vi sejlede forbi.

Efter ca. 11 timer kunne vi fortøjre midt i Avignon ved den lange bykaj. Her er der adgang til vand og strøm. Der var også mulighed for at benytte toilettet i den nærliggende hotelbåd. Desværre var det ikke muligt at komme i bad, da der var problemer med det varme vand, men vi klarer os til næste havn. Var godt trætte efter den lange dag ude i det fri med sol fra en skyfri himmel og temperaturen omkring de 30 grader. Her bliver vi til tirsdag da vi i morgen skal ind og opleve denne spændende gamle by.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *