Aalborg – Cartagena

27/1 – 6/2

27/1 skulle vi flyve retur til Spanien. Vi skulle med fly fra Aalborg kl. 08.30 så vi blev kørt i lufthavnen af Camilla, da hun først skulle på arbejde om eftermiddagen. Den korte tur til København fra Aalborg gik planmæssigt selvom det blæste en del hvilket kunne mærkes på landingen i Kastrup, den var noget vippende. Da vi først skulle med videre kl. 11.30 kunne vi lige nå at få lidt at spise til frokost så vi ikke behøvede at få noget før vi kom til Cartagena. De 3 timer flyveturen tog blev brugt på at se lidt film og høre musik. For at komme ind i Spanien skulle man udfylde en blanket elektronisk og uploade sit coronapas hvorefter man ville få en QCR-kode som skulle skannes ved ankomst. Det gik hurtigt og smertefrit for vores vedkommende og vi kunne nu hente vores kuffert. Herefter fik vi fat i en taxa som kørte os til den nærmeste togstation hvor vi kunne komme med et tog til Murcia. Desværre fik vi først købt et 10-turs kort men en flink mand hjalp os med at få købt de rigtige billetter. Da vi ankom til Murcia gik vi ind på billetkontoret for at høre om vi kunne få billetten refunderet og det kunne vi heldigvis. Så må vi se om vi får vores penge retur. Vi fik også købt billetten til Cartagena og kunne komme med et tog ca. 1,5 time efter ankomst. Så det passede rigtig fint sammen. Kl. 19.00 var vi tilbage ombord på båden hvor vi fik sat strøm og varme til igen. Vi fik også tændt køleboksen og fandt den sidste liter langtidsholdbar mælk frem fra gemmerne så vi kunne få havregryn til morgenmad. Andet havde vi ikke ombord. Aftensmaden fik vi hos Burger King som ligger her på havnepromenaden så der var ikke så langt derhen. Godt trætte af den lange rejse gik vi til køjs i en meget kold forkahyt, så det var på med de strikkede sokker.

Efter en lidt kold nat stod vi op til en dejlig solrig dag. I den tid vi var hjemme havde vi ikke set solen ret meget, så det var skønt at se at den stadig kunne skinne. Efter morgenmad og et dejlig varmt bad var det tid til at få handlet ind. Vi havde 2 ture til Lidl og en tur til Carrefour i løbet af dagen, og så havde vi fået købt ind så vi kunne klare os de næste par dage. Vi fik pakket vores kufferter ud og fik hejst det nye flag.

Så nu var det bare med at gå i gang med de forskellige projekter som skal laves inden vi sejler videre. Et af punkterne stod godt nok ikke på listen, men vores vandvarmer slog sikringen flere gange. Den ene morgen vågnede vi fordi der var meget koldt og kunne høre at blæseren ikke kørte længere. Hvornår den var gået ud i løbet af natten er ikke til at vide. Så et af projekterne var at lave hele vores landstrøm installation om så der kommer HFI relæ og sikring for hver enhed der er tilsluttet. Der skulle et par ture ud til Leroy Merlin og et par dages arbejde men nu kører det. Dog har vi ikke varmt vand da den stadig slår sikringerne, men det kan vi godt leve med indtil vi kommer hjem.

Mandag d. 31/1 var der rigtig godt vejr så vi tog en dag fri fra skibsprojekter og tog på en lille hike op til et kapel som lå på toppen af en lille bjergtop, ca. 250 m over havets overflade. Det var en lidt hård cykeltur derop hvor vi begyndte hiken, da vejen gik ret stejl op, men så kunne vi jo glæde og til turen hjem. Der var en fantastisk udsigt over Cartagena og ud over oliehavnen og det tilhørende raffinaderi.

Vi havde fundet en sti som gik bag om kapellet og videre rundt om bjerget hvilket kunne give os en rundtur i stedet for at gå samme vej tilbage. Undervejs blev vi overrasket over en sprængning i en grusgrav eller lignende, det havde vi ikke lige set komme. Vi havde godt hørt at der var en del entreprenørmaskiner som kørte rundt dernede men havde ikke lige regnet med at overvære en sprængning. Vi nåede at få taget et billede af røgskyen. Vi fortsatte turen og fandt et sted hvor vi kunne spise vores medbragte sandwichs inden vi forsatte turen retur til vores cykler. En rigtig god hike.

Resten af ugen var vejret ikke så godt længere, temperaturen kom kun op omkring de 15 grader hvor sidste uge kom op omkring de 20 grader. Så vi fortsatte med at lave bådprojekter men i weekenden den 5/2 og 6/2 valgte vi at være lidt kulturelle og tog på museums besøg. Mange af museerne her i Cartagena er gratis, hvilket det kommunale arkæologiske museum var, og som var det første vi besøgte om lørdagen. Det var et lille museum som viste en af de mange udgravninger fra romertiden som er her i byen. Meget interessant.

På vejen hjem kom vi forbi den lokale markedshal, og da de stadig havde åbent gik vi lige derind for at se om de havde noget vi kunne bruge. Det havde de, så vi fik købt lidt til aftensmaden og en pose friske ærter. Det er første gang i ca. 1,5 år at vi ser friske ærter, mums.

Om søndagen tog vi på Museum The Punic Wall som viste resterne af en bymur tilbage til 2. Puniske krig i romertiden. Her købte vi en billet som giver adgang til 8 museer inden for 14 dage, så skal vi nok blive kulturelle. Igen et godt museum som gav indblik i byens historie under romertiden og tiden derefter.

Herefter gik vi over til endnu et museum, Forum Romanum Molinete, hvilket viste sig at være en af de større udgravninger i byen. Her viste udgravningerne resterne af et stort bygningskompleks. Nu var vi også ved at være godt mætte af indtryk så vi gik tilbage til båden og hyggede os med en kop varm kaffe.

Da jeg lige skulle finde noget i det ene skab over navigationsbordet, fik jeg mig en lille forskrækkelse, da jeg fandt en død kakerlak derinde. Det lader til at det var den eneste, da vi hverken har hørt eller set flere siden. Nu må vi så se om det også gælder når vejret bliver varmere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *