Lissabon til Lagos

Igen er der gået en uge uden at vi har fået opdateret sidste nyt. Så her kommer lige lidt om hvad vi har lavet siden sidst. 

Søndag d. 20/9 var vi igen turister i Lissabon. Da vi havde købt en 24-timers billet til offentlig transport igår, og den stadig var gyldig, tog vi metroen ind til centrum efter vi havde spist morgenmad. Vi stod af ved en station hvor der var mulighed for at skifte til en af de gamle sporvogne, hvor vores billet også var gyldig til, og så fik vi ellers en tur ind i den gamle bydel – Alfama – i gennem de meget smalle gader, hvor sporvognen næsten skrabede på balkonerne og hvor de måtte ringe med klokken for at advare bilisterne om at de var på vej. Det var en meget sjov tur, og også ganske interessant. Vi stod af ved et stoppested hvor der ikke var ret langt op til den store borg – Castelo de Sao Jorge. Her var der også en rigtig god udsigt over byen. Vi fandt de smalle gader der førte op til borgen, hvor vi var ca 1 time. Her havde man også en rigtig god udsigt over Lissabon i alle retninger. Herefter gik vi lidt rundt i de smalle gader inden turen igen gik nedad mod centrum hvorfra vi tog metroen retur til marinaen. Inden vi gik hjem var vi lige inde og handle i et stort supermarked som lå lige ved siden af metrostationen. Her fik vi handlet ind til de næste par dage da vi vil ligge for anker. Tilbage på båden slappede vi af samtidig med at vi gjorde klar til afgang i morgen tidlig.

Mandag d. 21/9 sejlede vi fra Lissabon ved 9-tiden lige efter vi havde afregnet med havnekontoret. Da der igen var vindstille var det motoren som måtte trække det store læs for at få os videre sydover. Sejlturen idag var på ca. 28 mil, så det tog ikke så lang tid før vi var fremme ved ankerpladsen ud for byen Sesimbra. Den udmålte distance var på ca. 36 mil, så vi havde fået nogle mil forærende af medstrømmen. Dog skal det lige nævnes at loggen først kom fri lidt efter vi var afsejlet fra Lissabon og efter at Peter havde drejet den lidt rundt. Den havde sat sig fast på vejen ind til Lissabon. Det var en fin ankerplads uden for havnen, selvom der var lidt dønning der fik bådene til at ligge lidt uroligt. Dog ikke mere end at det var til at holde ud. Resten af dagen og aftenen gik med hygge og afslapning ombord. 

Tirsdag d. 22/9 vågnede vi ved at båden pludselige rullede ret kraftigt fra side til side og med en voldsom larm. Det viste sig at være bølger som nu slog ind på skroget fra siden af og kølvandet fra de utallige fiskebåde som sejlede ind og ud af havnen. Det gjorde at vi kom til at ligge ret uroligt. Da vi alligevel var vågen kunne vi ligeså godt stå op og komme afsted mod Sines, som lå ca. 30 mil længere sydpå. Igen var det en sejltur for motor da vinden var lige imod. Dog kunne vi sætte storsejlet som støtte ca. 2 timer før ankomst til Sines havn. Undervejs så vi store flokke af delfiner og en enkelt klumpfisk. Da vi ankom til havnen sejlede vi direkte hen til dieselkajen, da vi lige skulle have tanket op inden turen gik videre sydover. Efter endt tankning, fik vi anvist en plads i havnen. Har besluttet at blive her i 2 nætter, da vejrudsigten ikke er den bedste til vores videre tur sydpå, så vi kan lige få vasket lidt tøj og gjort de sidst forberedelser inden turen ud til Maderia. Desværre virkede deres tørretumbler ikke, så båden lignede en sigøjnerbåd med at vasketøjet hængt op rundt omkring.

Onsdag d. 23/9 stod vi op til en overskyet dag hvor de også lovede lidt regnvejr, så al vasketøjet blev hængt op nede om læ, så vi næsten ikke kunne være der. Varmeblæseren blev tændt for at det kunne tørre lidt hurtigere og for at tage noget af den fugtighed som ville komme med al det våde tøj ophængt indenfor.

Herefter gik vi en tur rundt i byen, som er fødeby for Vasco da Gama, opdagelsesrejseren som nåede Indien af søvejen syd om Afrika tilbage i 1498. Byen er ikke den mest spændende by, da den er lidt forfalden, men det er faktisk på en lidt charmerende måde den er forfalden på. Da det begyndte at regne igen gik vi tilbage på båden for at få lidt frokost inden vi gik til købmanden for at handle ind. Vi har besluttet at vi vil lave lidt henkogt mad inden vi sejler her fra Sines, så vi har nem mad til turen ud til Maderia. Vi fik handlet ind til lidt forskellige retter og tilbage på båden gik vi igang med at lave maden og henkoge dem. Det tog et par timer, og så havde vi fået henkogt “millionbøf” og “pastakødsovs”. Om aftenen hyggede vi os med at se lidt film på Youtube, da internettet her i havnen fungerede rigtig godt.

Torsdag d. 24/9 sejlede vi fra Sines lige efter at havnekontoret åbnede kl. 08.00. I dag havde vi en noget længere tur end vi har haft de sidste par dage, nemlig ca. 60 mil. Men da vi havde en rigtig god medstrøm kom vi kun til at sejle ca. 53 mil. Vinden var til at starte med i sø med heldigvis drejede den til det nordlige hjørne så vi kunne sætte sejl. Vi fik en rigtig god sejltur indtil vi rundede Cabo Sao Vincente hvorefter vinden kom lige imod. Sejlene blev bjærget og motoren tændt og så sejlede vi det sidste stykke ind til ankerbugten ved Enseada de Sagres, hvor vi lagde os for anker. Det var blæst en del op, men vi lå godt i læ af de høje skrænter langs kysten. Der var heller ikke megen dønning så vi lå næsten helt stille. 

Fredag d. 25/9 lå vi bare og slappede af på ankerpladsen. Natten havde været mere rolig end vi havde forventet, men der havde heller ikke blæst så meget som de havde lovet i vejrudsigten. Der blev også lavet lidt små bådprojekter i løbet af dagen. Vinden begyndt også at øge, som de havde lovet og den skulle ikke blive mindre til natten. I det hele taget skulle det blæse ret meget de næste par dage. Da der var megen larm fra ankerkæden og fra snubberen (et tov som er bundet fast i ankerkæden og båden) på grund af vinden, flyttede vi ud i agterkahytten for at kunne sove bedre. Det var en meget urolig nat med en noget afbrudt søvn.

Lørdag d. 26/9 var blæsevejret ikke blevet bedre og da det ville fortsætte resten af weekenden besluttede vi os for at sejle ind til Lagos for at komme lidt i læ af vinden og for lige at få lavet de sidste forberedelse til turen ud til Madeira. Vi ringede til havnen for lige at høre om de havde plads til os, det havde de, og så sejlede vi derind. Vi havde lagt en kurs ind under land, da denne kyststrækning er utrolig flot med høje skrænter og klippeformationer ude i vandet. Vi startede ud med mesansejl og motor fra ankerpladsen, men kunne senere rulle genuaen ud og slukke motoren, så den sidste del af turen til Lagos gik godt derud af for sejl. Da vi rundede den sidste pynt inden indsejlingen til Lagos blev sejlene bjærget da vi nu igen fik vinden lige imod og sejlede det sidste stykke for motor. Vel ankommet til Lagos kunne vi nu nyde roen i havnen istedet for at ligge og hoppe/rulle på ankerpladsen. Kort efter ankomst kom besætningen fra Papaya lige forbi, for at hilse på. De ankom hertil i går til, vi havde set de sejlede forbi os ude på ankerpladsen, og skal videre sydover mod Kanarieøerne og over Atlanten samtidig som os. Aftenen gik med at lave den sidste henkogte ret “boller i karry” og dej til boller til morgenmaden inden vi så lidt Youtube videoer på computeren.

Idag søndag d. 27/9 startede vi dagen med friskbagte boller til morgenmad. Dejen havde stået og hævet ude i cockpittet siden i går aftes, så det er nemt lige at bage dem om morgenen. Efter morgenmaden lavede vi lige lidt yoghurt så vi har nem morgenmad de næste par dage. Herefter gik vi til købmanden, som ligger lige ved siden af havnen, for at få købt de sidste ting ind som er rare at have på lager. Efter frokost gik vi en tur ud til stranden for at se klippeformationerne fra den anden side. Det var en rigtig flot tur men også en varm tur, da solen endelig var kommet frem. Den har ikke været så meget fremme de sidste par dage. Tilbageturen til havnen gik gennem byens smalle gader. Man kan godt se at byen lever af turister, da der er mange souveniersbutikker, restauranter og hæveautomater for hver 100 m.

Ved 17.30 tiden kom besætningen fra Papaya forbi så vi lige kunne snakke lidt om turen sydover i morgen, især om vejrudsigten, om vi havde tolket den på samme måde etc. Vi havde et par hyggelige timer hvor snakken gik om alt muligt, om hvor vi skal mødes næste gang, hvilket sikkert bliver et eller andet sted på de Kanariske øer, eller i Caribien efter nytår. Dog holder vi kontakten med hinanden over de sociale medier. Nu sidder vi og hygger os med en kop kaffe/the og en nybagt bolle inden vi lukker ned for i aften og gør klar til den lange tur til Madeira. Det er en tur som vil tage mellem 3 og 4 døgn alt afhængig af vejret, men da der er lovet vind fra nordlig retning vil vi have vinden med og, og så skal det nok komme til at gå godt. 

Der vil komme en ny opdatering af Seneste nyt når vi er ankommet til Madeira og når vi har fået lov til at komme i land. Vi skal nemlig først COVID-19 testes inden vi må komme i land. Har lige sendt nogle papirer afsted til sundhedsmyndighederne på Madeira, og så må vi se hvad der sker når vi ankommer til Funchal havn. Det vil I høre mere om til den tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *