La Palma til La Gomera

Onsdag d. 28/10 sejlede vi fra La Palma med kurs mod La Gomera kl. 09.00. Turen startede med lidt vind så vi havde alle sejl sat og motoren på ca. 1200 omdrejninger. Efterhånden øgede vinden og vi kunne slukke motoren. Der var god fart i båden så storsejlet blev på et tidspunkt rebet til 1. reb og genuaen måtte også lige rulles lidt ind, så komforten kunne bibeholdes ombord. Vinden øgedes stadigvæk så genuaen blev rullet ind til 3. mærke så der kun var et lille stykke ude, men vi kunne s  tadig holde en fart over 5 knob. Vi havde håbet på at vinden ville falde lidt når vi kom i læ af La Gomera, men vinden fulgte bare med rundt om sydspidsen. Endelig kom vi dog så meget i læ af øen at vinden løjede og vi måtte igen starte motoren får at nå frem til ankerbugten inden det blev mørkt. Da vi nærmede os ankerbugten blev vi mødt af et stort strømskel som fik vandet til at se ud som om det kogte, og strømmen gik fra 1,3 knobs modstrøm til 1,3 knobs medstrøm. Kl. 17.45 lå vi fast forankret i bugten og kunne nu nyde vores aftensmad. Desværre var ankerpladsen ikke så god mod dønningerne som gjorde af vi rullede en del, dog lå vi god i læ for vinden. Strandene her på sydsiden af La Gomera er kendt for deres hippier som bor i huler ved stranden, og som går nøgen rundt det meste af dagen, så man skal lige være forberedt på dette når man kigger ind på stranden. 

De næste 3 dage, torsdag, fredag og lørdag lå vi bare på ankerpladsen og lavede så lidt som muligt. Vi badede en del, da vejret var ret varmt, fredag og lørdag nærmede temperaturen sig de 30 grader og vandet var ca. 24 grader. Vi fik også læst en del bøger, som vi låner på ereolen. Ellers lavede vi ikke noget specielt. Den ene dag hvor vi havde været ude at bade og hvor jeg var ved at blive skyllet af ferskvand kom der en fisk, lignede en hornfisk, springende ud af vandet og bevægede sig hen over vandet som om der var nogen som slog smut med den. Det så godt nok skægt ud og det havde vi dog aldrig set før. Desværre havde vi ikke noget kamera fremme så vi fik desværre ikke nogen billeder af det. Lørdag aften var dønningerne rigtig store så vi lå og rullede ret kraftigt så vi næsten ikke kunne holde tallerknerne på bordet. Vi havde alle dage måtte have slingredug på bordet for ikke at al service og mad ikke skulle ryge af bordet. Det var også svært at ligge stille i køjen når man skulle forsøge af falde i søvn.

Søndag d. 1/11 sejlede vi de sidste knap 5 mil indtil hovedbyen San Sebastian, da vi trængte til at komme væk fra de rullende dønninger og fordi vi var ved at løbe tør for forplejning. Samtidig ville vi også lige se lidt på øen inden turen går videre østpå mod Gran Canaria. Det var herfra San Sebastian at Cristopher Columbus sejlede mod Amerika tilbage i 1492. På vejen ind mod havnen så vi for første gang en flyvefisk som fløj hen over vandoverfladen. Igen fik vi desværre ikke et billede af den, da vi begge blev noget overrasket over synet. Da vi ankom til havnen havde kontoret lige lukket, så vi kunne ikke blive registreret og heller ikke få udleveret et adgangskort så vi kunne komme ind og ud af havnen, så vi blev bare nede ombord resten af dagen og aftenen.

Mandag d. 2/11 startede vi med at gå op på havnekontoret da det åbnede kl 08.30 så vi kunne blive registreret, få betalt og få udleveret et adgangskort så vi kunne komme i bad, hvilket var tiltrængt. Selvom vi havde badet ude på ankerpladsen så var det nu rart at komme ind under en ferskvandsbruser med rigeligt af varmt vand. Herefter gik vi en tur op i byen for at se lidt på den og for at få købt lidt madvarer ind. Vi så bl. andet huset hvor Cristopher Columbus havde boet i mens han gjorde klar til at sejle over Atlanten. Sidst på eftermiddagen fik vi besøg af skipperen fra den danske båd Globe som også ligger her i havnen. 

Tirsdag d. 3/11startede med at vi efter morgenmaden og det daglige bad gik en tur op på et udkigspunkt lige ovenover havnen hvor man havde en rigtig god udsigt over byen og havnen.

Tilbage på båden var det nu blevet tid til frokost og herefter var stod den på rengøring, både støvsugning og rengøring af toilet. Det var også tiltrængt, da det var noget siden det sidst var blevet gjort. Da det var overstået besluttede vi os for at gå en tur ud til fyret og tilbage igen. Der var ikke så langt derud, men det gik opad det meste af vejen. Udsigten fra fyret, eller retter sagt klipperne omkring fyret da fyret faktistk står et stykke inde i landet i forhold til mange andre fyrtårne vi har set, var rigtig fin. Man kunne tydelig se Tenerife og Pico Teide i baggrunden. Dog blæste det en del, hvilket det havde gjort det meste af dagen. Vinden tog til hen under aftenen hvor den blæste op til 15 m/s i stødene, så det ruskede noget i bådene i havnen. 

I dag onsdag d. 4/11 havde vi lejet en bil for at komme lidt rundt på øen, så vi ikke kun blev i San Sebastian. Desværre var vejret ikke det bedste, men vi havde da en god tur. Først kørte vi ind til den store nationalpark Garajonay hvor det var meningen at vi evt. ville gå en tur på en af de mange markerede vandrestier. Men da vi kom derop begyndte det at regne, så det droppede vi. Vi fandt dog en vej til Besøgscenteret for nationalparken, dog skulle vi lige ad en meget smal bjergvej inden vi kom dertil. Det var en rigtig flot køretur og på Besøgscenteret var der forskellige udstillinger om øen, hvilket var meget interessant at se. Så lidt fik vi da ud af det.Herefter kørte vi mod byen Agulo som er den mindste by på øen, og hvor den gamle bydel har brostensgader. Det var en flot by.

Undervejs hertil stoppede vi på en rasteplads for at spise vores medbragte mad, hvilket vi troede at vi skulle have gjort inde i nationalparken. Efter turen til Agulo kørte vi vestpå mod byen Vallehermoso hvor vi stoppede for at få kaffe. Da vejret ikke blev meget bedre besluttede vi os for at køre hjem til båden igen, og det var godt vi gjorde dette, for på vejen tilbage gennem nationalparken blev regnvejret bare værre og det var også begyndt at blæse op igen. Der var mange steder på vejen hvor der lå små og halvstore sten der var blæst ned fra klippesiderne på grund af det dårlige vejr.

Vi fik afleveret bilen og fik også lige købt lidt ind til aftensmad og til de næste par dage, da vi sejler videre i morgen, hvor turen går til det sydlige Tenerife og herefter mod Gran Canarie i weekenden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *