Dunkerque til Boulogne sur Mer

Onsdag d. 8. juli vågnede vi til regnvejr, det kunne jo ikke passe når det nu var min fødselsdag, men sådan var det. Efter morgenmad og gaver var vi klar til at opleve byen. Der var lovet regn det meste af dagen, så vi gik en tur op på Museum Dunkerque 1940 Operation Dynamo, som fortalte om hvordan evakueringen af engelske og franske soldater foregik i begyndelsen af 2. verdenskrig. Det var et meget spændende museum og det tog næsten 2 timer inden vi var igennem det. Herefter gik vi tilbage til båden for at slappe af inden vi gik ud for at finde noget at spise.

Museum Dunkerque Operation Dynamo

Plage de Malo-les-Bains

Torsdag d. 9. juli var vi stadig i Dunkerque, da det stadig blæste en del. Vinden skulle dog lægge sig i løbet af dagen og aftenen. Dagen idag blev brugt på en tur til stranden hvor Operation Dynamo foregik. Da det var lavvande var stranden meget bred. Man kan også godt se at COVID-19 har indflydelse på antallet af turister her i Frankrig, da der ikke var mange mennesker på stranden. Det skal dog også lige nævnes at det ikke var særligt varmt. Vi gik også en tur ind for at kigge på byen og for at få handlet ind til de næste par dage. Aftenen blev brugt sammen med Pia og Bruno, hvor vi fik drøftet rute, strøm og tidspunkt for afgang i morgen. Der blev aftalt afgang omkring kl. 8.00 for så ville det passe med både strøm og tidevand.

Fredag d. 10. juli var der afgang fra Dunkerque kl. 08.05. Mesansejlet blev sat inden vi sejlede ud af havneindløbet, da det passede med vinden. Der var en del brænding lige i havneindsejlingen som gjorde at vi fik lidt af en hoppetur ud. Efter vi kom gennem dette kunne vi rulle genuaen ud, dog ikke fuldt ud til at starte med, da vi havde lidt mere vind end vejrudsigten havde sagt. Det var dog ikke værre end at vi sagtens kunne sejle i det. Medstrømmen gjorde at vi skød en god fart. Da vi skulle runde Cap  Gris-Nez for at komme sydpå til Boulogne-sur-Mer, stod der en del strømsøer, som fik havet til at se ud som om det kogte. Vinden var også begyndt at løje lidt, så vi måtte have rullet genuaen helt ud og sætte storsejlet. Det gav lidt mere fart i båden, men jo nærmere vi kom Boulogne-sur-Mer, jo mindre vind var der, og tilsidst måtte vi bjærge sejlene og tænde motoren. Velankommet til Port de Plaisance de Boulogne-sur-Mer fik vi en plads på en helt nyetableret flydebro som en af de første både. De fjernede afspærringen lige som vi skulle lægge til. Turen herned fra Dunkerque tog ca. 6,5 time og udsejlet distance var ca. 36,5 sømil, distance på kortet var ca. 42, så vi fik igen en del sømil forærende af medstrømmen. Det kan vi lide. Har besluttet at vi bliver her til på søndag hvor vejret igen skal blive medvind. Glemte lige at nævne at vi fik besøg af det franske toldvæsen næsten lige efter at vi var ankommet. De bad om at se vores pas og skibets papirer, og så ville de vide hvor vi var kommet fra og hvor vi skulle hen herefter. De mødte 4 mand op, 2 kom ombord og de andre 2 stod på y-bommen. Der var ingen problemer overhovedet, vi fik en kvittering på at de havde været ombord og som vi kan vise næste gang der kommer nogle toldere ombord for at inspicere os og båden. Resten af dagen slappede vi af i båden med hver vores bog.

Cap Gris-Nez

Anduvning til Boulogne-sur-Mer

 

 

Lørdag d. 11 juli gik vi en tur op i byen, da der var marked. Her fik vi købt en del grønsager da vores beholdning ombord var brugt. Vi gik også en tur op i den historiske bydel, hvilket var en god oplevelse. Lige så snart man var gået ind af byporten var det som om alle lyde forsvandt, måske fordi der ikke var så mange biler i denne del af byen. Vi var også forbi fiskemarkedet som ligger lige på den anden side af havnen, hvor vi fik købt lidt ind til vores aftensmad. Efter alle indkøbene var det retur til båden for at få frokost inden turen gik videre til Nausicaa Center National de la Mer, som er europas største akvarium. Det var virkelig et besøg værd. Vi brugte næsten 3 timer derinde inden vi godt trætte i benene vendte tilbage til båden. Nu sidder vi og venter på at vores aftensmad skal blive klar om få minutter og så er der dømt afslapning resten af aftenen. I morgen går turen videre sydpå til Dieppe.

Vi sejler jo som sagt i meget tidevand, så her er lige et billede fra lavvande og fra højvande i Boulogne-sur-Mer

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *