Cartagena

21/3 – 27/3

Mandag startede meget tidlig, da vi skulle køre fra Cartagena omkring kl. 06.15, da familien skulle flyve tilbage til Billund kl. 10.20 og da man skulle være i lufthavnen ca. 2 timer før. Og det tager ca. 1,5 time fra Cartagena til Alicante Lufthavn. Der var heldigvis ingen trafik så vi ankom i god tid, fik sagt farvel til familien og begav os retur til Murcia Lufthavn for at aflevere bilen. Omkring Murcia sad vi i kø i ca. 1 time, da de spanske lastbilchauffører har strejket på grund af de stigende brændstofpriser. Denne strejke har også gjort at mange fødevarebutikker har haft tomme hylder da nye varer ikke kan komme frem. Fra Murcia Lufthavn tog vi en taxi tilbage til Cartagena hvorefter vi slappede af resten af dagen. Resten af ugen var vejret ikke særligt godt så der blev mest læst bøger, set TV og lavet lidt småting ved båden. Vi er nu begyndt at planlægge turen videre nordpå. Ville have været afsted i denne uge men vejret var ikke til det, da vinden kom fra de nordlige hjørner, og det er lige den vej vi skal. Vi afventer og ser hvad der sker i næste uge. Lørdag blev der lige tid til en bådvask da der stadig er en del sand i luften. Desværre var det lidt omsonst da der om søndagen kom en ny omgang. Søndagen var der lige opholdsvejr så vi kunne gå en tur ud til den lokale strand.

28/3 – 3/4

Vejret var ikke meget bedre i denne uge, så det ser ikke ud til at vi kan komme herfra foreløbig. Så vi fik tiden til at gå med skift af både motorolie og gearolie. Da Peter ville starte motoren ville den ikke rigtig gå i gang, den stoppede efter kort tid, som om der stadig var luft i systemet. Han fandt hvor det kom ind, og det viste sig at det var vandudskillerglasset som var revnet og derved kom der luft i systemet. Han fik købt et nyt dagen efter, fik det monteret og så ville motoren starte.

Vi fik også lige inspiceret ankerkæden og fik den snoet ud. Den var blevet noget snoet og rusten af at være brugt meget. Den trænger til en udskiftning når vi kommer hjem.

Onsdag morgen opdagede vi at min cykel var blevet stjålet, pisse træls. Den var låst sammen med Peters, men de havde kun taget min. Den var selvfølgelig også den nyeste. Det blev meldt til havnekontoret og om torsdagen gik jeg sammen med chefen af havnen op til det lokale politi for at få det politianmeldt. Overvågningskameraet viste at 1 mand var kravlet over glashegnet, hentet 2 cykler og fået dem løftet over hegnet, hvor 2 andre tog i mod dem. Nu må vi se om vi kan undvære 1 cykel. Vi bruger faktisk cyklerne meget, både til at køre til købmanden når der skal handles ind, men også når vi skal ud og opleve området vi lige befinder os i.

Fredag var vejret heldigvis blevet bedre, ingen regn og let vind, så vi tog toget ind til Murcia, så vi også lige når at se den by inden vi forhåbentlig kan komme videre i næste uge. Fra banegården gik vi først op til den første offentlige park – Jardin de Florindablanca – i Spanien, som åbnede tilbage i det 18. århundrede. Det var ikke en ret stor park, men meget hyggelig med store Ficustræer som gav megen skygge.

Herfra gik vi over floden Segura for at komme hen til den gamle bydel med katedralen og Real Casino de Murcia.

Først besøgte vi katedralen, hvor vi ankom lige ved kl. 12.00 så der var en gudstjeneste i gang, så vi kunne ikke komme til at tage billeder af alteret og orglet, men det var en rigtig fin kirke.

   

Derefter gik vi hen til Real Casino de Murcia, som var en rigtig spændende oplevelse. Man kunne komme på en rundtur hvilket vi gjorde, og blev positiv overrasket over hvor fine lokaler man havde dengang, idet de stod som fra den gang det blev bygget. Der var dog stadig nogle lokaler som man ikke kunne se, da de var forbeholdt medlemmer.

Nu var det tid til en gang frokost, først ville vi have spist ved det hyggelige torv Plaza de las Flores, men alt var optaget så vi fandt et andet hyggeligt sted ved katedralen. Plaza de las Flores er et stille torv med et lille springvand, der er omringet af cafeer, tapasbarer og butikker i gamle bygninger.

Efter frokosten besøgte vi Museo de Santa Clara, som er et lille museum i et nonnekloster. Der var fri adgang og man kunne se de fine bygninger og den flotte klosterhave. Kl. 17.40 skulle vi retur med toget til Cartagena. En hyggelig dag i Murcia.

Lørdag fik Peter endelige taget sig sammen til at rense propellen og skifte propelzink. Det var en meget kold fornøjelse. Efter ca. 45 min var den rengjort og nyt zink sat på og så var det tid til at få varmen igen, først med et par kopper varm kakao og derefter et meget langt og varmt bad. Jeg havde om formiddagen lige været oppe og handle og da jeg kom op i gågaden var der et optog af en børnegarde.

Søndag var det tid til at få båden rengjort. Vi skulle have fjernet alle de røde pletter der var kommet på på grund af krydstogtsskibene samt fjernet resten af sandet fra Sahara. Nu mangler vi bare at få den poleret, men mon ikke vi også får tid til det.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *